Me hemûyan melekê dît. Di demên cuda de, li deverên cuda, li serbanên biba, li odeyên sar ên vikîvala, li korîdorên kes tê re nabore… Dema li pencera banîjeyekê, deng li stêrkên diborin û diçin dikir… Dema ku di navbera keviran de navê xwe, çarenûsa xwe û rêyên asîmana red kiribû û ji rêzê, tazî û neçar sekinîbû… Dema ku li hendefan, bi tena serê xwe, bi bişirandina xwe ya dilmayî li şêmûka bêdawîtiyê dimeşiya… Me ew di saetên sorê berbangê, sorê xwînê, sorê êgirî de dît, di ronkahiyeke zerê safî de, di ronkahiya florasan a çavên mirov diêşîne, di ya xav a ampûlê de, di tarîtiyên ji hev nayên veqetandin de… Li sînorên ya heye û ya tuneye, li xuya û nexuya difiriya, geh xuya dibû geh winda dibû. Hinekan bi tenê porê wê yê ku bijiyên şêrekî dianî bîra mirov ferq kir, hinekan jî bi tenê cotek çavên şîl ên ku li rûyê wê yê çûbû xwar û weke stêrkan diçirisîn. Kesî ji me nekarî dirêj dirêj lê binêre. Belkî ya ku ji me ve dixuya tîreke ronahiyê ya direqisî bû, an jî me bi tenê wezîna wê rabihîstibû, wezîna wê ya zipzindî, a bihar û erxewan li xwe barkirî. Ev bi tenê jî têra me kiribû. Dengê ferfitina baskekî, straneke hûrik, bîranîneke ji xwe de kulîlk vedayî, çend peşkên baranê. Dengê me bihîstibû, hema pê re ji tebeqên asîmana daketibû, dest û milên wê, berîkên wê tije nameyên di toza stêrka de geriyane, tije mizgîn, wahd, name… Peşkên baranê hilgirtibû û anîbû, çemên boş û biêş yên serberdayî, pêlên rabûyî ên bilind ên deryayên bêbal û pal, ên dûrahiyan… Ên hinekan zarokatiya wan dabû wan, ên hinekan jî bangeke ku mirov ber bi bêdawîtiyê ve dibe… Ên hinekan bêhna qajan, ên hinekan xişîna wê… Yên ku gotin bêhna sewalên kûvî jê tê jî hebûn, ên ku gotin bêhna gulên bejî, bêhna dehl û dêşan, a deryayên piştî firtûneyê, lê di heman kêliyê de bêhna mirovan ji mirov dihat. Me hemûyan hemêz kir, bi pêbûna nerm a baskên xwe yên çeleng, bi kurtepistekê, bi çend rondikên çavan me hemûyan vepesirand. Ne pêkan bû ku em lê xeyilîbûna, ji ber ku me zû ve xeyalên xwe mezaxtibû. Ger ku me bikaribûna bihatana gel hev -jixwe em hîç nehatinme yê bikaribûna nîgaşên wê yên belawela bûne bidana hev, me yê bikaribûna bigota ev ji te û ev ji min û me yê ew sêwirandiba. Me yê bikaribûna bi hevokeke ji hevokên xwe çîroka wê ya nîvcomayî temam bikira û ew xelas bikira. Belkî jî me nikaribû bikira. Ew a ku me ew winda kiriye, a ku me ew heta bi hetayê winda kiriye bû, her tiştê ku me ew ji zû ve winda kirine bû û me yê ew winda kiribûna.

Westiyayî bû, pir westiyayî bû, ji qudûm ketibû, bi rengrijikiya birçîbûnê, tîbûnê û tenêbûnê kirmişîbû. Serê xwe dabû ser çokên xwe, porê xwe bi pêş ve berdabû. Disa jî ez dibêjim qey min kêliyekê çavên wê yên naşibin ên tu kesî, yên bi sira wan nayê gihîştin dîtin… Ew ji cewherekî ji yê me cudatir hatibû afirandin, ji taveheyva rewend û xeyalan, ji cotek baskên ku kadizê ew ji biriqandinek zîvîn xêz kiribû, ji şewaneyên nehatine bilêvkirin, ji bihuşteke di rengê dil de… Ji kûrtirîn, rasteqîntirîn dojehê. Awîrên wê li valahiyê li nuqteyekê aliqîbûn lê wê valahiyê ji dera lê dinihêrî diquraft, gerdûneke nipînû û cihêreng dixist ciyê wê. Gerdûneke hêj nehatiye dîtin, hêj venemiriye. Gerdûneke ji hebûna wê bawer im, a zindî, bera, ya ku her tişt banî wê dike û li wê temam dibe.

Weke ku canê wê biêşe bi ser hev ve quncifîbû, topikî bûbû, di hundir bedena ku te digot qey jê re fire ye de hûrik bûbû û mabû. Cilê wê qetiyabûn, di tenî, xîzor û axê geriyabû. Peşkên baranê ên ku ji baskên wê yên şilopilo diniqutîn, li dora wê bêrmên bi herî çêkiribû. Ji bin perê asîmana, ji dereke pir nêzî dil, bi temamî derketibû hatibû, şeva vê dinyayê, ji serîki heta serê din hanhanka kudandibû. Weke ku pir dereng ketibe… Bi domana tarîtiyan li dinyaya mirovan geriyabû, bê ku lê hay bibe ku ka miriyan dibihîze an zindiyan. Hatibû ku li nava me bijî, şeva xwe li me kiribû, li me qediyabû. Gelek raz dîtibu, raz, sûc, mucize, cînayet, gelek çaterêyên mirovbûna me. Her tiştî dîtibû, xwe di her tiştî de dîtibû. Her ku diçû kêmtir wate dida dinyaya me ya ji deng û wateyan hatiye sazkirin, ji ber vê kerr bûbû.

Ji nişka ve serê xwe bilind kir û hincirî, bi qasî ku stûyê xwe biqurêfe bişid weke ku serê kûklayekî be bi paş ve veweşand. Porê wê belav bû, tîqetîqeke dirinde hat bihîstin. Kenekî şevê yê erjeng ku ji kûrahiyan, ji hûrtirîn kûrahiyan tê, di nevbera dîwaran de olan dide, deng vedide, hingî ku li keviran dikeve perçe-werçe dibe. Hov, kûvî, bihişmet, bêxwêyî. Bi vî awayî birînên xwe nîşan da. Birînên di gewdê me yê kulîlkên sor vedide, pelixandinan, şewatan, şopa derbên bûne weke daristanên asê, xwîna ku weke gulnesrînan hişk dibe, ya ku weke çemên rabûyî boş û bicoş ên bêser û ber, ê serberdayî… Ew baskên wê yên êdî nikare bileqîne… Di wê kêliya kurt ya ku nikare bi pîvanên demê were pîvandin de min dît ku rûyê wê yê bi dewsa birînekî bûye du felq alav bi alav xwêdan dide û dibe rûpoşeke hundirê wê vala… Serê wê piştre dîsa ket ber wê, weke ku bi mirinan giran bûbe -bi mirina te, bi ya min- xwe avêt ser dest û piya. Awirên wê weke cotek çiqilên hişk şikestin. Te digot qey perdeyên ku ji gerdûneke ji serî heta binî terikiye hatine çavên wê yên ku ji me re hiştiye nixamtin. Li wê derê, bi tena serê xwe, têkçûyî, winda û qure, bi hewildaneke dawî, bi hewildaneke dawî ya di ser hêza mirov û girsehêz re kete xeyalan.

We all saw the angel. At different times, in different places, on windy rooftops, in empty rooms, in corridors where no one walked… At a top floor window, calling out to the passing stars… Among the stones, having rejected his name, his fate, the ability to fly, waiting naked, helpless, ordinary… Alone, circling the abyss with his damaged smile, at the threshold of eternity… We saw him at daybreak, in the blood-red, fiery dawn hours, in a pure gold-colored light, in the sharp fluorescent light, in the raw light of a naked bulb, in impenetrable darkness… He flickered between being and not being, between the seen and the unseen, fading in and out. Some noticed only his uncombed, lion’s mane of hair, some only his eyes shining like stars in his hollow face. None of us could look at him for long. Perhaps what we saw was a dancing shaft of light, or we just experienced him as a spring breeze, full of life and heavy with the scents of the red buds. That much was enough for us. The sound of a wing fluttering, a tiny little song, a memory flowering on its own, a few drops of rain. He had heard us and descended at once from the heavens, his hands and arms, his pockets full of letters, good tidings, promises, melodies… He had come bearing raindrops, rushing rivers, the surging waves of the open seas, far-off places… To some he had returned their childhood, to others he sounded the irresistible call of eternity… To some he had brought the smell of pine trees, to others the rustle of leaves… Some said he smelled like a wild animal, like wild roses, virgin forests, or the storm-battered sea, but above all he smelled human. He embraced each one of us, calmed us with the gentlest touch of his deft wings, with just a few tears. We could not have dreamed this up ourselves, because we had exhausted our dreams long ago. Had we come together — but we never did — we could have gathered his disparate images, here is yours, here is mine, and turned him into flesh and blood. We could have completed his interrupted story by adding sentences of our own, and we could have saved him. And then maybe we couldn’t have. He was our lost one, lost for-ever, everything we had already lost and all that we would still yet lose.

Tired, depleted, he had taken on the ashen color of hunger, thirst, and isolation. He had his head on his knees, his hair hanging over his face. And yet, I thought I saw — if only for a moment — his eyes, incomparable, mysterious… He was made of an essence different from ours, made of the migrant moon and dreams, of silvery wings formed by the Milky Way, of verses not yet uttered, of a heaven the color of the heart. Of the deepest and most authentic Hell. His gaze, fixed on a point in the void, obliterated the void and replaced it with an entirely different, an altogether new universe. A universe yet unseen, yet uncooled. A universe I knew existed — alive, real, a universe that everything called forth, in which everything was made whole.

Bent double, seemingly in pain, he was shriveled, as if he no longer filled out his body. His clothes were torn, caked with soot and mud. The raindrops running down his drenched wings had formed puddles around his feet. From the heavens, from a place near the human heart, he had come rushing across this world’s night from one end to the other, like he had started out too late… He had wandered in darkness, visiting our world, unsure whether he was hearing the living or the dead. He had come to live among us, stayed on with us, and he had been depleted. He had seen much, secrets, crimes, miracles, murders, the countless forks along the paths of being human. He had seen everything, seen himself in everything. He found less and less meaning in our world of voices and definitions; which is why he kept silent.

Suddenly lifting his head, like a puppet on a string, he jerked it back with a force almost enough to break his neck. His hair flung about, a ferocious laughter rang out. It was a terrifying laugh that came from the depths of the night, from the very depths, echoing, shattering against the walls. Savage, dazzling, free. This is how he revealed his mortal wounds. The cuts, bruises, burns — the crimson blossoms on our bodies – the dense forest of scars, the aimless river of blood frothing, brimming over, blood drying like wild roses… The wings he could no longer move… In that fleeting moment, unmeasurable by any measure of time, I saw that his face was covered in sweat — his face riven by the deep scar — a mask emptying itself out… Then his head hung down again, as if heavy with deaths — yours and mine — falling onto his knees. His vision splintered like old withered branches. The universe torn in two, streaming down like giant drapes to cloak his eyes, which he left with us. There, defeated and proud, with an extraordinary, superhuman exertion, he mustered the last traces of his strength and plunged into dreams.

Wir alle haben den Engel gesehen. Zu verschiedenen Zeiten, an verschiedenen Orten, auf zugigen Dächern, in kalten, leeren Zimmern, in Gängen, die keiner betritt. Haben gesehen, wie er aus einer Dachluke die vorbeiziehenden Sterne anrief. Wie er zwischen Steinen seinen Namen verleugnete, sein Schicksal, die Wege des Himmels gar, und nackt und verzweifelt dasaß. Wie er an Abgründen mit schiefem Lächeln die Schwelle zum Unendlichen überschritt. Zu morgenroten, blutroten, flammenroten Stunden haben wir ihn gesehen, in goldenem Licht, im grellen Schein nackter Glühbirnen, in dunklen Momenten, die sich nicht unterscheiden ließen. An den Grenzen zwischen dem Sein und dem Nichts, zwischen dem Sichtbaren und dem Unsichtbaren flog er hin und her, verschwand und tauchte wieder auf. Dem einen fielen nur seine ungekämmten Haare auf, seine Löwenmähne, dem anderen die wie feuchte, einsame Sterne glänzenden Augen im eingefallenen Gesicht. Allzu lange betrachten konnte ihn keiner von uns. Vielleicht sahen wir einen tanzenden Lichtpfeil oder spürten nur dessen lebendigen Hauch, erfüllt von Frühling und Judasbaumduft. Schon das genügte uns. Ein Flügelschlag, ein kurzes Lied, ein aufblühender Augenblick, ein paar Tropfen Regen. Er hatte uns gehört, war im Nu vom Himmel herunter-gerauscht, die Hände, die Arme, die Taschen voll mit Mondlicht und vom Sternenstaub besprenkelten Briefen, Botschaften, Versprechen, Melodien. Er hatte Regentropfen mitgebracht, tosende Flüsse, Wellenberge, weite Ferne. So manchem gab er seine Kindheit zurück, manch anderem schenkte er einen Ruf in die Unendlichkeit. Der eine bekam den Duft von Kiefern, der andere ihr Rauschen. Es hieß, er rieche nach einem wilden Tier, nach wilden Rosen, nach Urwald, nach dem Meer, sobald sich der Sturm gelegt hat, aber zugleich duftete er auch nach Menschen. Er umarmte uns alle, beruhigte uns durch eine leise Berührung mit seinen geschwungenen Flügeln, durch ein paar vergossene Tränen. Dies zu träumen, wäre uns nicht gelungen, denn unsere Träume hatten wir längst verbraucht. Hätten wir uns treffen können – was aber nie passierte -, so hätten wir die disparaten Bilder von ihm zusammensetzen können, ein Stück von hier, ein Stück von da, und ihn so zu einem Wesen aus Fleisch und Blut werden lassen. Hätten seine unvollständige Geschichte um unsere Sätze ergänzen und ihn dadurch retten können. Oder vielleicht doch nicht. Er war das, was wir verloren hatten, auf immer und ewig, was wir längst verloren hatten und noch verlieren würden.

Er war müde, sehr müde, war erschöpft und hatte die Farbe von Hunger, Durst und Einsamkeit. Den Kopf hatte er auf die Knie gestützt, die Haare nach vorn geworfen. Dennoch war mir, als hätte ich einen Augenblick seine unvergleichlichen Augen gesehen, ihr unergründliches Geheimnis. Er war aus einem anderen Stoff erschaffen als wir, aus dem Licht des wandernden Mondes und aus Träumen, aus einem von der Milchstraße gezeichneten silberglänzenden Flügelpaar, aus noch nie gesprochenen Versen, aus einem herzfarbenen Paradies … Aus der tiefsten, wahrsten Hölle. Seine Blicke waren ins Leere gerichtet, auf einen ganz bestimmten Punkt, dessen Leere er plötzlich beendete und sie durch ein anderes, völlig neues Universum ersetzte. Ein noch nie gesehenes, noch nicht erloschenes Universum, von dessen Existenz ich überzeugt war, denn es lebte, war echt, und alles rief dieses Universum an und fühlte sich dort ganz.

Er saß gekrümmt da, als hätte er Schmerzen und würde in seinem zu weit gewordenen Körper verschwinden. Sein Gewand war zerrissen, mit Ruß und Schmutz besudelt. Die Regentropfen, die aus seinen nassen Flügeln troffen, bildeten um ihn herum kleine Pfützen. Er kam vom Himmel her, von einem Ort ganz nah am Herzen, und kam für immer, hatte in aller Eile die Nacht der Welt von einem Ende zum anderen durchquert. Als wäre er schon zu spät dran. Er hatte die Welt der Menschen im Dunkeln durchstreift, ohne so recht zu wissen, ob er nun die Lebenden vernahm oder die Toten. Er war gekommen, um unter uns zu leben, hatte bei uns übernachtet, sich bei uns verbraucht. Hatte viele Geheimnisse gesehen, viele Wunder, viele Verbrechen, viele Scheidewege der Menschwerdung. Hatte alles gesehen und in allem sich selbst gesehen. Unserer Welt aus Geräuschen und aus Sinn maß er immer weniger Bedeutung zu, darum schwieg er.

Auf einmal hob er rasch den Kopf und warf ihn, wie eine Marionette, so heftig zurück, dass man fürchten musste, er breche sich das Genick. Seine Haare flogen durch die Luft, und ein wieherndes, entsetzliches Gelächter ertönte, ein nächtliches Lachen aus tiefsten Tiefen, das von den Wänden widerhallte, auf die Steine schlug und dort zersprang, wild, erhaben, herrenlos. So zeigte der Engel seine tödlichen Wunden. Die auf unseren Körpern rot aufblühenden Schnitte, die blauen Male, die Brandwunden, die urwaldartig verflochtenen Spuren der Schläge und schließlich das Blut, das wie wilde Rosen trocknende, zügellos dahinschießende, endlos quellende Blut. Er zeigte auch seine Flügel, die er nicht mehr zu bewegen vermochte. In einem unermesslich kurzen Augenblick sah ich, dass sein von einer tiefen Narbe gespaltenes, schweißgebadetes Gesicht zu einer leeren Maske geworden war. Dann sank sein Haupt wieder nach vorn, wie beschwert von all den Toden – von deinem Tod und auch dem meinen -, und sank ihm herab bis auf die Knie. Seine Blicke brachen wie zwei abgeknickte Zweige. Es war, als platzte das Universum der Länge nach auf und als senkten sich zwei riesige Vorhänge auf seine Augen, die er uns hinterließ. Mutterseelenallein, besiegt, aber stolz, verfiel er schließlich in einer letzten, übermenschlichen, grandiosen Anstrengung in eine Welt der Träume.

Nous avons tous vu un ange. En divers temps, divers lieux, sur les toits battus par le vent, dans des salles vides et froides, dans des couloirs déserts… À la fenêtre d’une mansarde, en parlant aux étoiles qui passent… Parmi les pierres, dépouillé de son nom, de son destin, des voies célestes, quelconque, nu, en attente, désemparé. Dans les abîmes, franchissant tout seul, avec un rire amer, le seuil de l’éternité… Nous l’avons vu aux heures rouges comme l’aurore, comme le sang, comme le feu, dans une lumière d’or massif, dans l’éclat fluorescent, aveuglant, d’une ampoule nue, dans les ténèbres opaques… II apparaissait et disparaissait tour à tour, voletant aux confins incertains du visible. L’un n’a remarqué que ses cheveux en désordre semblables à la crinière d’un lion, l’autre a vu seulement ses yeux brillants comme deux étoiles mouillées dans son visage défait. Nul d’entre nous n’a pu le regarder longtemps. Peut-être avons-nous seulement discerné un trait de lumière palpitante ou senti une brise légère, vivante, chargée de printemps et du parfum des lilas. Mais il n’en fallait pas plus. Un léger battement d’ailes, une chansonnette, l’éclosion spontanée d’un instant, quelques gouttes de pluie. Il nous a entendus, il est promptement descendu des hauteurs célestes, les bras chargés, les poches pleines de lettres saupoudrées de poussière d’étoiles, de bonnes nouvelles, de promesses, de mélodies… À l’un il a rendu son enfance, à l’autre il a apporté une invitation à l’éternité… À l’un l’odeur des pins, à l’autre leur murmure… Certains ont prétendu qu’il sentait la bête, la rose sauvage, la forêt vierge, la mer après l’orage, mais qu’il sentait aussi l’homme, l’homme. Il nous a tous pris dans ses bras, il nous a rassurés en nous effleurant de ses ailes gracieuses, en chuchotant, en versant quelques larmes. Nous n’avons pas rêvé, car nous étions depuis longtemps à court de rêves. Si nous pouvions – nous ne l’avons jamais pu – mettre en commun toutes ces images, les échanger entre nous, nous serions capables de lui donner forme. D’achever son histoire et de la conserver. Mais peut-être ne le pourrions-nous pas. Car nous l’avons perdu depuis longtemps et à tout jamais.

Il était très las, épuisé, enfoui dans la grisaille de la faim, de la soif, de la solitude. Sa tête reposait sur ses genoux, ses cheveux pendaient. Pourtant, un instant, j’ai entrevu ses yeux énigmatiques, qui n’ont pas leurs pareils… Il était fait d’une autre substance que nous, de l’errance du clair de lune, de rêves, de la paire d’ailes argentées que dessine la Voie lactée, de vers non formulés, d’un paradis aux couleurs du cœur… Et des profondeurs bien réelles de l’enfer. Levant ses yeux perdus dans le vague, il arrachait un fragment du vide et le remplaçait par un monde tout neuf. Un monde inouï, fait pour durer, un monde incontestable, vivant, bien réel, où tout s’affirme et s’accomplit.

Il était recroquevillé, ployé par la souffrance, mais il avait rassemblé dans son corps les causes de son mal. Ses vêtements étaient déchirés, souillés de terre et de suie. La boue qui dégouttait de ses ailes trempées formait des flaques autour de lui. Venu des hauteurs célestes, d’un lieu proche du cœur qu’il avait définitivement quitté, il parcourait en toute hâte, d’un bout à l’autre, la nuit de ce monde. Il était très en retard… Il avait traversé les ténèbres du monde sans même se rendre compte s’il entendait les vivants ou les morts. Il venait vivre parmi nous, passer la nuit, se consumer chez nous. Il connaissait bien des secrets, il avait vu beaucoup de fautes, de miracles, de crimes et tous les carrefours de la nature humaine. Il avait tout vu, il s’était vu lui-même en toute chose. Il attachait de moins en moins d’importance à notre univers de sons et de concepts et c’est pourquoi il se taisait.

Soudain il leva la tête et la rejeta vivement en arrière comme la tête d’un pantin, au risque de se rompre le cou. Il secoua ses cheveux et l’on entendit un éclat de rire féroce. Ce rire nocturne issu des abysses se répercutait sur les murs en faisant jaillir des éclats de pierre. Rire sauvage, farouche, grandiose, anonyme. C’était sa façon de montrer ses blessures mortelles. Fleurs rouges des entailles qui jonchaient son corps, ecchymoses, brûlures, marques de coups aussi denses qu’une forêt profonde, traces du sang répandu, séchant comme des roses sauvages, ou coulant à pleins flots comme un fleuve en crue… Ses cils ne pouvaient plus bouger.. En cet instant d’éternité, je vis son visage, coupé en deux par la profonde cicatrice, suer à grosses gouttes et se muer en un masque furieux… Ensuite sa tête retomba en avant et, en hommage aux morts – ma mort, la tienne -, vint se poser sur ses genoux. Ses regards se brisèrent comme deux branches sèches. Des rideaux géants, venus des deux extrémités d’un monde en train de se disloquer, recouvrirent ses yeux, à nous abandonnés. Et là, seul, vaincu, éperdu et altier, dans un ultime et immense effort, surhumain, il plongea dans ses rêves.

L’abbiamo visto tutti l’angelo. In tempi, in luoghi diversi, sui tetti al vento, nelle fredde stanze spoglie, nei corridoi dove non cammina nessuno… Alla finestra di una mansarda, rivolgendosi alle stelle di passaggio… Tra le pietre, rinnegato il proprio nome, il proprio destino, le vie celesti, in attesa, anonimo, nudo, sconsolato… Sui precipizi, da solo, mentre misurava coi passi la soglia dell’infinito, un sorriso amaro sulle labbra… Lo abbiamo visto nelle ore rosso aurora, rosso sangue, rosso fuoco, alla luce oro massiccio, alla luce fluorescente di una lampadina nuda che abbaglia, nelle oscurità indistinguibili… Svolazzava ai confini tra l’essere e l’inesistente, tra il visibile e l’invisibile, baluginante. Qualcuno ha notato soltanto i suoi capelli scarmigliati simili alla criniera di un leone, qualcun’altro gli occhi splendenti come una coppia di stelle umide e solitarie sul volto esausto. Nessuna persona tra noi è riuscita a guardarlo a lungo. Forse ciò che abbiamo visto è stato una freccia di luce o abbiamo sentito soltanto la sua brezza, una brezza pungente, carica di primavera, profumata di siliquastro. Ci è bastato questo. Il suono di un’ala sbattuta, una brevissima canzone, un ricordo fiorito da sé, qualche goccia di pioggia. Ci ha sentito, in un battito è sceso dai piani del cielo, con mani, braccia e tasche stracolme di lettere, miracoli, promesse, melodie intrise di chiarore lunare e polvere di stelle… Ha trasportato fino a noi gocce di pioggia, impetuosi fiumi randagi, potenti onde ingrossate dei mari aperti, lontananze… A qualcuno ha restituito l’infanzia, a qualcun’altro un richiamo che trascina verso l’infinito… A qualcuno l’odore dei pini, a qualcun’altro il loro fruscio… C’è chi ha detto che odora di animale selvaggio, di rosa canina, di foreste che non hanno conosciuto l’ascia, di mare dopo la tempesta, ma al tempo stesso odora forte di essere umano. Ci ha abbracciato, ci ha placato con un tocco leggero delle sue ali agili, un sussurro, qualche lacrima. Non possiamo averlo sognato, perché da molto tempo abbiamo esaurito i nostri sogni. Se ci fossimo riuniti insieme – e mai l’abbiamo fatto – avremmo potuto raccogliere le sue immagini sparpagliate, con qualcosa di mio e qualcosa di tuo avremmo potuto dargli una forma in carne e ossa. Avremmo potuto terminare la sua storia ammezzata con una frase tratta da ognuno dei nostri racconti, avremmo potuto salvarlo. O forse non avremmo potuto.  È ciò che abbiamo smarrito, perduto per sempre, è ogni cosa smarrita da tempo e che smarriremo. 

Era stanco, molto stanco, esaurito, cinereo per la fame, la sete, la solitudine. Aveva appoggiato la testa sulle ginocchia, rovesciato i capelli in avanti. Eppure mi pare di aver visto per un attimo i suoi occhi inaccessibili nel loro mistero, che non somigliano a quelli di nessuno… È fatto di una sostanza diversa dalla nostra, di luce nomade della luna e di sogni, di un paio di ali argentate tracciate dalla Via Lattea, di versi mai pronunciati, di un paradiso dal colore del cuore… Del paradiso più profondo e più reale. Aveva fissato lo sguardo in un punto nel vuoto ma dal luogo in cui guardava, strappava via il vuoto mettendo al suo posto un altro, nuovissimo universo. Un universo ancora mai visto, ancora non smorzato. Un universo la cui esistenza è certa, vivo, schietto, in cui ogni cosa lo chiama e in esso si conclude. 

Contratto come se provasse dolore, era raggomitolato su sé stesso come fosse rimpicciolito all’interno del corpo che ormai gli stava grande. Gli abiti stracciati erano ricoperti di fuliggine, cenere, terra. Le gocce di pioggia che gli colavano dalle ali fradice formavano pozzanghere di fango. Era piombato dai piani del cielo, da un posto molto vicino al cuore, per restare, percorrendo velocemente la notte di questo mondo da un capo all’altro. Come se fosse molto in ritardo… Aveva girato nel mondo degli esseri umani tra le oscurità, senza neppure rendersi conto se ascoltasse i vivi oppure i morti. Era venuto a vivere tra noi, da noi aveva trascorso la notte, da noi si era esaurito. Aveva assistito a molti segreti, colpe, miracoli, assassinii, molte biforcazioni dell’esistenza umana. Aveva visto tutto, in ogni cosa aveva visto sé stesso. Aveva dato sempre meno senso a questo nostro mondo fatto di suoni e significati, perciò aveva taciuto.

D’un tratto aveva sollevato la testa velocemente, l’aveva gettata all’indietro con violenza, quasi a rompersi il collo, come la testa di una marionetta. Scompigliati i capelli, si udì una risata feroce. Uno spaventoso riso notturno che veniva dal profondo, dal più profondo, che risuonava, riecheggiava tra i muri, che si frantumava sbattendo contro le pietre. Selvatico, selvaggio, maestoso. Così ha mostrato le sue ferite mortali. Le lacerazioni, le piaghe, le bruciature che fioriscono scarlatte sul nostro corpo, le cicatrici di colpi trasformati in una foresta inaccessibile, il sangue oceanico che secca come rose canine, straripante, ingrossato come impetuosi fiumi randagi… Le sue ali che ormai non riusciva a muovere… In quel brevissimo istante non misurabile in unità temporali ho visto il suo volto, spaccato a metà da una profonda cicatrice, grondante di sudore, trasformato in una maschera svuotata… Poi la testa è crollata di nuovo in avanti, come appesantita dalle morti – la tua morte, la mia – richiudendosi sulle ginocchia. I suoi sguardi si sono spezzati come una coppia di rami secchi. Come se un gigantesco sipario venuto dagli estremi di un universo squarciato da parte a parte fosse calato sugli occhi che ha lasciato a noi. E lì, solo, sconfitto, perduto e fiero, con un ultimo sforzo, un ultimo, sovrumano, portentoso sforzo, è sprofondato nei sogni.

Todos hemos visto al ángel. En distintos momentos y lugares, en tejados azotados por el viento, en cuartos helados y vacíos, en pasillos por los que no anda nadie… En la ventana de una buhardilla llamando a las estrellas que se van marchando… Entre las piedras, esperando vulgar, desnudo y desesperado, habiendo renunciado a su nombre, a su destino, a los caminos del cielo… En los abismos, a solas, pisando el umbral del infinito con una amarga sonrisa… Lo hemos visto a las horas del amanecer, rojo, rojo sangre, rojo fuego, en una luz del color del oro puro, en la luz de fluorescentes o bombillas desnudas que daña los ojos, en oscuridades imposibles de distinguir unas de otras… Volaba en las fronteras de lo existente y lo inexistente, de lo visible y lo invisible, aparecía y desaparecía. Hubo quien únicamente distinguió sus cabellos despeinados, que recordaban a la melena de un león; otros un par de ojos húmedos que brillaban como estrellas solitarias en su consumida cara. Ninguno de nosotros pudo mirarlo mucho rato. Quizá lo que veíamos era una flecha de luz que bailaba, o bien solo sentimos su brisa, una brisa llena de vida, cargada de primavera y ciclamores. Incluso con eso nos bastó. El sonido de un ala, una canción mínima, un recuerdo que florecía por sí solo, unas gotas de lluvia. Nos había oído y en un abrir y cerrar de ojos había descendido de las esferas celestiales, con los brazos y los bolsillos repletos de cartas salpicadas de polvo de estrellas, de buenas noticias, de promesas, de melodías… Traía gotas de lluvia, ríos desbordados sin rumbo, las gigantescas olas hinchadas de mar abierto, lugares lejanos… A algunos les devolvió la infancia, a otros una llamada que los reclamaba al infinito… A algunos el aroma de les pinos, a otros su susurro… Hubo quien decía que olía como un animal salvaje, que olía a rosas silvestres, a bosques en los que no ha entrado el hacha, al mar después de la tormenta, pero al mismo tiempo a humano de verdad. Nos abrazaba a todos, nos tranquilizaba con un suave roce de sus ágiles alas, con un susurro, con unas pocas lágrimas. No es posible que lo soñáramos porque hacía ya tiempo que habíamos agotado nuestros sueños. Si hubiéramos podido juntarnos —cosa que nunca hicimos— podríamos haber recogido sus imágenes dispersas y, tú por aquí, yo por allá, habríamos sido capaces de revestirlo de carne y hueso. Podríamos haber completado su historia, interrumpida a medias, con una frase de cada una de las nuestras y lo habríamos salvado. O quizá no habríamos podido. Él era lo que habíamos perdido, lo que habíamos perdido para siempre, lo que habíamos perdido hacía mucho y lo que perderíamos.

Estaba cansado, muy cansado, agotado, pintado con el color ceniciento del hambre, de la sed, de la soledad. Apoyaba la cabeza en las piernas y el pelo le caía por delante. Y, de todas formas, fue como si viera por un instante esos ojos suyos que no se parecían a los de nadie y de un misterio inalcanzable… Había sido creado de una esencia distinta a la nuestra, de la luz de la luna nómada y de los sueños, de un par de alas brillantes y argentinas pintadas por la Vía Láctea, de versos no pronunciados, de un paraíso color corazón… Del más profundo y verdadero infierno. Clavaba la mirada en un punto del vacío, pero arrancaba el vacío del lugar donde miraba y en su lugar ponía un universo distinto y completamente nuevo. Un universo todavía nunca visto, que todavía no se había apagado. Un universo de cuya existencia estaba seguro, vivo, auténtico, al que todas las cosas le hablaban y en el que se completaban.

Doblado en dos como si le doliera, acurrucado, parecía haber menguado dentro de un cuerpo que ahora le quedaba grande. La ropa hecha jirones, manchada de hollín, carbonilla y tierra. Las gotas de lluvia que le chorreaban de las empapadas alas habían formado fangosos charcos a su alrededor. Había descendido para siempre de las esferas celestiales, desde un lugar muy próximo al corazón, y se había recorrido a toda velocidad la noche de este mundo de un extremo al otro. Como si llegara tarde. Había pasado por el mundo de los humanos atravesando la oscuridad sin darse cuenta de si oía a los vivos o a los muertos. Había venido a vivir entre nosotros, pasó la noche con nosotros, se agotó por nosotros. Vio muchos secretos; secretos, crímenes, milagros, asesinatos, las muchas encrucijadas de nuestra forma de ser humanos. Lo vio todo y en todo se vio a sí mismo. Cada vez le encontraba menos sentido a nuestro mundo, hecho de voces y significados, y por eso callaba.

De repente, levantó la cabeza a toda velocidad, la echó atrás con tanta violencia que casi se rompe el cuello, como si fuera la cabeza de una marioneta. El pelo le ondeaba y se oyó una risa feroz. Una risa nocturna que llegaba de las profundidades, de lo más hondo, que producía eco y resonaba entre los muros, que se despedazaba chocando con las piedras. Salvaje, bestial, majestuosa, sin amo. Así fue como mostró sus heridas mortales. Los cortes que florecían rojísimos en nuestro cuerpo, las magulladuras, las quemaduras, las huellas de las palizas convertidas en bosques impenetrables, la sangre sin límites que se secaba como rosas silvestres, que se hinchaba como ríos desbordados sin rumbo… Las alas que ya no podría mover… En ese brevísimo instante, tan breve que no podría medirse con categorías temporales, vi que su cara, dividida en dos por una profunda cicatriz, sudaba aquí y allá y se convertía en una máscara vacía. Luego, la cabeza volvió a caer hacia delante, como si le pesaran las muertes —la tuya, la mía—, apoyándose en las rodillas. Su mirada se rompió como una rama seca. Era como si gigantescos telones procedentes de las dos partes de un universo que se hubiera partido de un extremo al otro cubrieran los ojos que nos había dejado. Allí, solo, vencido, perdido y orgulloso, con un último esfuerzo, con un último esfuerzo sobrehumano, colosal, se sumergió en sus sueños.

Todos nós vimos um anjo. Em momentos diferentes, diferentes lugares, nos tetos batidos pelo vento, nas salas vazias e frias, nos corredores desertos… Na janela de uma mansarda, ao falar com as estrelas que passam… No meio das pedras, despojado do seu nome, do seu destino, das vias celestes, à espera numa fila indiana, nu e desamparado. Nos abismos, transpondo sozinho, com um riso amargo, o limiar da eternidade… Vimo-lo às horas vermelhas como a aurora, como o sangue, como o fogo, numa luz de ouro maciço, no lampejo florescente, ofuscante, de uma lâmpada nua, nas trevas opacas… Ora aparecia, ora desaparecia, voltejando nos confins incertos do visível e do invisível. Alguns só repararam nos seus cabelos em desordem, semelhantes à crina de um leão, outros viram apenas os seus olhos que brilhavam como duas estrelas húmidas no seu rosto desfeito. Nenhum de nós pôde olhá-lo muito tempo. Talvez tenhamos distinguido apenas um traço de luz palpitante ou sentido uma brisa ligeira, viva, carregada de primavera e do perfume dos lilases. Mas isso bastava. Um ligeiro batimento de asas, uma cançoneta, a eclosão espontânea de um instante, algumas gotas de chuva. Ele ouviu-nos e desceu prontamente das alturas celestes os braços carregados, os bolsos cheios de cartas polvilhada com poeira de estrelas, de boas notícias, de promessas, de melodias… A um devolveu a infância, a outro trouxe um convite para a eternidade… A um o odor dos pinheiros, a outro o murmúrio deles… Alguns pretenderam que ele tinha um cheiro animal, de rosa selvagem, de floresta inviolada, de mar depois da tempestade, mas também que cheirava a homem, ao homem. Tomou-nos a todos nos seus braços, reconfortou-nos, tocando-nos ao de leve com as asas graciosas, num murmúrio salpicado de lágrimas. Não, não foi um sonho, porque já tínhamos perdido todos os nossos sonhos há muito tempo. Se pudéssemos — nunca o pudemos — juntar todas estas imagens, trocá-las entre nós, conseguiríamos dar-lhe uma forma. Acrescentar a frase final à sua história inacabada e guardá-la. Mas talvez não pudéssemos. Porque perdemo-lo há muito tempo e para sempre.

Ele estava muito cansado, esgotado, mergulhado na grisalha da fome, da sede, da solidão. A cabeça repousava nos joelhos, os cabelos pendiam. E, no entanto, durante um instante, avistei os seus olhos enigmáticos, sem igual… Ele era feito de uma substância diferente da nossa, da errância do luar, dos sonhos. Do par de asas prateadas que desenha a Via Láctea, de versos não formulados, de um paraíso com as cores do coração… E das profundezas bem reais do inferno. Levantando os olhos fixados em nada, arrancava um fragmento do vazio e substituía-o por um mundo novo. Um mundo inaudito, feito para durar, um mundo incontestável, vivo, bem real, onde tudo se afirma e realiza.

Estava enrolado sobre si mesmo, vergado pelo sofrimento, mas reunira no corpo as causas da sua dor. Tinha as roupas rasgadas, manchadas de terra e de fuligem. A lama que escorria das asas ensopadas formava poças à volta dele. Vindo das alturas celestes, de um lugar próximo do coração que tinha definitivamente abandonado, ele percorria com grande pressa, de uma ponta à outra, a noite deste mundo. Estava muito atrasado… Tinha atravessado as trevas do mundo sem perceber se ouvia os vivos ou os mortos. Vinha viver entre nós, passar a noite, consumir-se connosco. Sabia muitos segredos, tinha visto muitos pecados, milagres, crimes e todas as encruzilhadas da natureza humana. Tinha visto tudo, tinha-se visto a si mesmo projetado em todas as coisas. Atribuía cada vez menos importância, ao nosso universo de sons e de conceitos, e era por isso que se calava.

De repente ergueu a cabeça e atirou-a vivamente para trás, como um polichinelo, correndo o risco de partir o pescoço. Sacudiu os cabelos e ouviu-se um riso feroz. Esse riso noturno saído dos abismos ecoava nos muros e repercutia-se como lascas de pedra. Riso selvagem, bravio, sumptuoso, anónimo. Era o seu modo de mostrar as suas feridas mortais. Flores vermelhas dos golpes que lhe juncavam o corpo, equimoses, queimaduras, nódoas negras densas como uma floresta profunda, vestígios do sangue derramado, secando como rosas selvagens ou correndo em borbotões como um rio a transbordar… Não conseguia pestanejar… Nesse instante de eternidade vi o rosto dele, cortado em dois pela cicatriz profunda, suar em bica e transformar-se numa máscara feroz… Depois, a cabeça voltou a cair para a frente e, qual homenagem aos mortos — a minha morte, a tua —, veio poisar nos joelhos dele. O seu olhar quebrou-se como dois ramos secos. Cortinas gigantes, vindas das duas extremidades de um mundo em vias de desconjuntar-se, recobriram os olhos, que ele nos deixou. E nesse instante, sozinho, vencido, louco e senhoril, num último esforço imenso, sobre-humano, mergulhou nos seus sonhos.

Vi såg alla ängeln. Den dök upp under en helt annan tid och plats, bland vindpinade tak, i iskalla öde rum och korridorer som ingen rörde sig i. Vi såg den stå i ett fönster på vindsvåningen och kalla på stjärnorna som drev fram och

tillbaka därutanför. Naken och utan hopp hade den dröjt kvar mellan stenarna och väntat medan den förbannat sitt namn, sitt öde och himlens vägar. Alldeles ensam hade den med ett sarkastiskt leende sen tagit det slutliga klivet över odödlighetens tröskel. Det var under gryningens blodröda timmar då hela himlavalvet var höljt i flammade eldslågor som vi såg ängeln stå där i det guldglittrande skimret, med ögon som sved i det ultravioletta ljuset från det nakna lysröret. Plötsligt omgavs den av olika mörker som inte gick att skilja åt, det som fanns och inte fanns, det som skiftade mellan att vara synligt och osynligt, det som ibland framträdde tydligt, ibland försvann bort. Några av oss hade lagt märke till den på grund det stora burriga håret som liknade en lejonman, andra hade sett de två fuktiga ögonen som glittrade som ensamma stjärnor i det bedrövade ansiktet. Men ingen hade sett mer än en skymt av den. Kanske hade vi bara uppfattat den som en dansande pil av ljus, eller känt luftdraget av den, ett luftdrag som kom långväga ifrån, och som på grönska och judasträd. Det räckte för att minnet av en flaxande vinge, en liten sång eller några droppar regn skulle blomma upp inom oss. Vi hade hört ljudet när ängeln med ett enda vingslag tog sig ner till oss från himlen, med händerna, armarna och fickorna fyllda av brev, månljus, stjärndamm, goda nyheter, löften och melodier. Den hade fört med sig regndroppar från de livsbejakande, fritt dansande floderna och från havens skummande, jättelika vågor som reste sig i fjärran. För några av oss var det som att föras tilllbaka in barndomen, för andra att förloras ut i evigheten, Några av oss började fantisera om grandoft, andra om skogens sus. En del påstod att ängeln hade en doft som påminde om vilda djur, vildrosor, vildvuxna skogar eller havet efter ett oväder, men samtidigt luktar ju en människa alltid människa. Ängeln kysste oss alla på kinden och snuddade lätt vid oss med sina hopvikta vingar. Med en viskning och några tårar fyllde den oss alla med ro. Vi kunde inte ha drömt det här, det var länge sedan vi hade slutat att drömma. Om vi bara hade kunnat mötas på något ställe – vilket vi aldrig gjorde – skulle den kanske ha kunnat samla ihop alla våra symboler som nu låg utspridda huller om buller i en enda röra, den här hör till dig, den här till mig, så att vi kunnat skilja köttet från benet. Berättelsen som avbrutits mitt i skulle då kanske ha kunnat avslutas med en enda mening och ängeln räddas. Men förmodligen var det att begära för mycket. Allt som vi förlorat bade vi förlorat för gott, vi hade förlorat det för länge sen och för lang tid framöver. Ängeln var trött, mycket trött, ja, helt utmattad och hunger, törsten och ensamheten hade lagt sig som ett askgrått lager över den. Den satt med huvudet i knäet och håret hängande framåt. Ännu en gång lyckades jag få en skymt ar dess ögon som inte liknade någon annans och inte avslöjade sin hemlighet för någon. Ängeln var kommen ur en annan substans, skapad ur det bortflyende månljuset och drömmarna, ur de silverglänsande vingar som Karlavagnen ritat, ur de versrader som ännu ingen hört, ur ett grått hjärtfärgat paradis. Ängeln kom från det djupaste och sannaste av alla mina helveten. Den hade fäst blicken på en punkt i tomheten, och ur denna tomhet brutit ur en skärva som den placerade i en helt nytt universum. En värld som ingen ännu sett, en värld som ännu inte slocknat. Jag blev helt övertygad om denna världs existens, den var så levande, äkta och genuin, en värld som bekräftade ängeln och gjorde den hel.

Det var som om lidandet fått ängeln att skrumpna ihop till en boll, som om kroppen blivit för stor för den och den krympt ihop. Kläderna var söndertrasade, de hade multnat ner och blandats med jorden. Regnet silades sakta genom de dyblöta vingarna och bildade stora vattenpölar runt omkring den. För alltid hade den tagit ett kliv ner från himlavalvet denna världsliga natt, från en plats alldeles intill dess hjärta, och hastigt förflyttat sig framåt. Som om den dykt upp i elfte timmen… Mörkret hade redan lagt sig över människornas värld och den kunde omöjligt

förstå om det var de levande eller de dödas röster som den hörde. Den hade kommit för att leva mitt ibland oss, den blev kvar över natten, men sen orkade den inte lägre. Den hade fått ta del av en massa hemligheter, hemligheter som handlade om brott, mirakel och mord som let till en rad olika vägval i människors liv. Ängeln såg allt och i allt såg den sig själv. För varje timme som gick blev meningen med livet allt mer obegripligt – i denna värld dar rösterna och förståelsen var själva grunden – och därför höll den tyst.

Plötsligt lyfte den på huvudet, med en kraft så stark att nacken nästan bröts av, och som om huvudet satt på en kasperdocka, kastade den tillbaka håret och gav upp ett gällt skratt. Det var ett nattligt skratt som kom ur djupet, så långt ner från det allra innersta som det någonsin var möjligt. Skrattet ekade mellan väggarna, studsade fram och slog hårt mot stenarna som gick i bitar. Det var ett primitivt, vilt, storslaget och skyddslöst skratt. Det var så ängeln demonstrerade sin dödliga känslighet efter att ha tagit del av såren som täckte våra kroppar. Skärsåren, blåmärkena och brännsåren som slagit ut som illröda blomklasar överallt på oss, blåmärken efter knytnävslag som liknade en ogenomtränglig skog, och den hänryckta, lössläppta floden av fritt flytande blod som torkat till något som liknade vildrosor. Ängeln upptäckte plötsligt att den inte förmådde röra på vingarna längre. Under dessa korta sekunder som egentligen inte gick att mäta med vanlig tid, såg jag hur dess ansikte svettades häftigt, varefter det delades mitt itu av ett sår, och blev till en ansiktsmask tom på innehåll. När dödsbuden kom – efter din död och min – hade dess huvud blivit allt tyngre och slutligen fallit ner i knät. Ängelns blickar knäcktes som ett par skrumpna grenar. Det var som om två jättelika ridåer föll ner på var sin sida om ett exploderande universum bakom vilket ögonen, som den överlämnat till oss, nu försvann. Helt ensam, tillintetgjort, förkrossad och stolt, försvann ängeln sedan, efter en sista, omänsklig kraftansträngning, in i sina egna drömmar.

Vi har alle sett engelen. Til ulike tider, på ulike steder, på forblåste tak, i kalde, helt tomme rom, i korridorer ingen går i… I et loftsvindu, mens han roper til stjernene som farer forbi… Innimellom steinene, der han sitter liketil, naken og trøstesløs og venter etter at han har fornekta både navnet sitt, skjebnen sin og universet… Ved stupa, aleine, idet han med et forvrengt smil trår over terskelen til evigheten… I de blodrøde, flammende morgentimene så vi engelen i et lysskjær av reint gull, i lyset fra ei fluorescerende, grell lyspære som svei i øynene, og i de mørke romma vi ikke klarer å skjelne fra hverandre… Engelen svevde omkring på grensa mellom det som er, og det som ikke er, mellom det synlige og det usynlige. Den viste seg plutselig og forsvant igjen. Noen merka bare det uflidde håret som minna om en løvemanke, mens andre bare så øynene i det oppløste ansiktet. De skinte som to våte, ensomme stjerner. Kanskje så vi ei dansende lyspil. Kanskje kjente vi bare vindpustet fra engelen, et friskt vindpust fullt av vår og erteblomster. Og for oss skulle det ikke mer til. Lyden av et vingeslag, en sangstubb, et minne som slo ut i blomst, et par regndråper. Så hadde engelen hørt oss. I et vingeslag var den steget ned fra himmelens høyder, og hendene, armene og lommene rant over med brev blanda med månelys og stjernestøv, glade budskap, løfter og melodier… Engelen var kommet med regndråper, viltre, frittflytende elver, kjempebølger som slo opp fra åpne hav og fjerne land… En fikk barndommen sin tilbake, en annen et rop som halte og dro han mot evigheten… En tredje fikk lukta av bartrær, en fjerde bare suset av dem… Noen mente at engelen lukta som et vilt dyr, som ville roser, urørte skoger, som havet etter stormen, men samtidig lukta den menneske. Engelen tok oss i fanget, rørte så mildt og forsiktig ved oss med de vakre vingene sine, lot oss falle til ro mens den hviska noen ord til oss og felte noen tårer. Vi kunne umulig ha drømt det, for drømmene våre var for lengst brukt opp. Om vi bare kunne kommet sammen – for det gjorde vi aldri – kunne vi ha samla de rotete drømmebildene som hver og en av oss hadde, og på den måten kledd engelen i kjøtt og blod. Om vi hadde lagt til hver vår setning fra våre egne fortellinger, kunne vi gjort ferdig den halvferdige fortellinga til engelen, vi kunne redda engelen. Eller kanskje kunne vi ikke det. Engelen var alt vi hadde tapt, det vi for alltid hadde tapt, det vi for lengst hadde tapt, og alt som skulle gå tapt for oss.

Han var sliten, veldig sliten, helt oppbrukt, og omgitt av en askefarga sult, tørst og ensomhet. Han hadde lent hodet sitt mot knærne og latt håret falle fritt ned foran ansiktet. Likevel var det som om jeg i et øyeblikk så engelens enestående, fullstendig uinntakelige øyne… Engelen var skapt av et annet stoff enn sånne som oss, av det vandrende månelyset og av drømmene, av et par glitrende sølvvinger som Melkeveien hadde tegna opp, av verselinjer som ikke fantes på noens lepper, av et hjertefarga paradis… Av det djupeste, mest virkelige helvetet. Engelen hadde festa blikket sitt på et punkt i tomheten, men han plukka tomheten ned fra stedet han fokuserte på, og satte heller inn et flunkende nytt univers. Et univers jeg kunne være sikker på at eksisterte, et levende, ekte univers der alt ropte på engelen, der alt ble helt.

Han hadde krøpet sammen som en ball, som om han var sterkt kua. Det var som om kroppen var blitt for stor for han og han for liten inni kroppen. Klærne var revet i filler og skitna til av sot, jord og sverte. Regndråpene pipla nedover de klissvåte vingene og samla seg i søledammer rundt han. Han var steget ned fra himmelen ovenfor, fra et sted like ved hjertet. Han var kommet for å bli. I denne verden hadde han åpna en vei i natta og skynda seg fra den ene enden av natta til den andre. Som om han var veldig forsinka… Han hadde vandra opp og ned gjennom de mørke romma i menneskenes verden uten engang å ense om det var levende eller døde han hørte. Engelen var kommet for å leve blant oss, hadde overnatta hos oss, møtt sitt endelikt hos oss. De var ikke få, hemmelighetene han hadde fått innsyn i, hemmelighetene, forbrytelsene, miraklene, drapa og korsveiene som gjør oss til mennesker. Han hadde sett alt, og i alt hadde han sett seg sjøl. Gradvis hadde han tillagt vår verden mindre betydning, den verden som består av lyder og betydninger, og derfor tidde han.

Plutselig heva han hodet og kasta det bakover som om det var et dokkehode. Det skjedde i et rykk som var så kraftig at han holdt på å brekke nakken. Håret hans spredde seg, og en kunne høre en blodtørstig latter. Det var en skremmende nattelatter som kom der nede fra, fra det aller djupeste. Den ga gjenlyd i veggene, ringte som klokker og løste seg opp i småbiter ettersom den ble slengt i veggen om og om igjen. Vill, utemma, storslått, navnløs. Slik viste han fram de dødelige såra sine. Den ugjennomtrengelige skogen av kutt, liggesår, svimerker og slagmerker på kroppen vår blomstra i knallrødt. Det formløse blodet tørka som villroser, fossa fram og vokste som ustyrlige elver… Nå holdt han fram vingene som han ikke kunne lee på lenger… I et lynkort glimt som ikke lar seg måle i tid, så jeg at ansiktet hans, som var kløyvd i to av et djupt sår, silte av svette og ble til ei maske over et tomt skall… Så falt hodet hans framover igjen, og som om han var tynga av død – din død, min død – la han hodet ned og lot det hvile mot knærne. Blikket hans brakk som tørre kvister. Det var som om to enorme forheng kom inn fra hver si side i et univers som sprakk. De dekka øynene engelen hadde lagt igjen hos oss. Der, aleine, overvunnet, fortapt og stolt, forsvant han inn i drømmene mens han anstrengte seg en siste gang. Det var en siste overmenneskelig, mektig anstrengelse.

Kami semua melihat malaikat itu. Pada waktu yang berbedabeda, di berbagai tempat, di atap yang berangin, di kamarkamar kosong yang dingin, di koridor-koridor yang tidak dilewati siapa pun… di jendela loteng, ketika menyapa bintang-bintang yang lewat… Saat menunggu dengan hampa di antara bebatuan, yang menolak nama, takdir, dan kemampuannya terbang… Sendirian di jurang, sembari melangkah ke ambang keabadian dengan senyum pahit… Kami melihatnya ketika fajar menyingsing merah, merah darah, merah nyala api, dalam cahaya emas murni, dalam cahaya bohlam mentah, dalam kegelapan demi kegelapan yang tidak dapat dibedakan… Terbang di antara perbatasan-perbatasan dari yang terlihat dan yang tidak, yang muncul dan menghilang. Beberapa hanya memperhatikan rambutnya yang tidak disisir menyerupai surai singa, beberapa lainnya hanya memperhatikan matanya yang bersinar seperti bintang kesepian di wajahnya yang cekung. Tak satu pun dari kami bisa melihatnya lama-lama. Mungkin yang kami lihat hanya semburat cahaya yang menari-nari, atau kami hanya merasakannya sebagai angin sepoi-sepoi, embusan menyegarkan penuh dengan musim semi dan pohon pucuk merah. Bahkan itu sudah cukup bagi kami. Suara kepak sayap, nyanyian-nyanyian kecil, ingatan-ingatan spontan, beberapa tetes hujan. Dia mendengar kami dan turun seketika dari langit, tangannya, lengannya, dan kantongnya penuh dengan sinar rembulan, surat-surat yang menyimpan debu-debu bintang, kabar-kabar baik, janji-janji, dan melodi… Dia membawa tetes-tetes hujan yang meluap menjadi sungai, menjadi gelombang raksasa lautan lepas, yang jauh sekali… Bagi beberapa orang dia telah mengembalikan masa kecil mereka, bagi sebagian lain dia membunyikan seruan keabadian yang tak tertahankan… Bagi sebagian orang dia beraroma pohon pinus, bagi yang lain gemersik daun… Beberapa mengatakan dia berbau binatang buas, seperti mawar liar, hutan-hutan yang tak ditebang, laut setelah badai, tetapi pada saat yang sama baunya seperti manusia. Dia memeluk kami semua, menenangkan kami dengan sentuhan lembut sayapnya yang ceria, bisikan, sedikit air mata. Kami tidak bisa bermimpi karena mimpi kami sudah lama lenyap. Andai kami bisa berkumpul—tetapi kami tidak akan pernah bisa—kami mungkin bisa menyatukan gambaran-gambarannya yang berserakan, dan kami bisa menghidupkannya kembali sembari mengatakan ini gambaranmu, ini gambaranku. Kami bisa menyempurnakan cerita-cerita yang terputus menjadi satu kalimat yang bisa dimengerti dari bahasa kita sendiri. Mungkin juga kami tidak bisa melakukan apa-apa. Dialah yang hilang dari kami, hilang selamanya, segala yang telah dan masih akan kami hilangkan.

Kelelahan, terkuras habis, dia berubah menjadi warna kelabu dari kelaparan, haus, dan kesepian. Dia meletakkan kepala di atas lututnya dan membiarkan rambutnya terurai. Namun untuk sesaat aku merasa seperti bisa melihat matanya yang tak terselami dan tidak seperti mata siapa pun… Dia tercipta dari esensi yang berbeda dari kita, dari kembara cahaya bulan dan mimpi-mimpi, dari baris-baris tak terucapkan, sepasang sayapnya berkilau perak yang ditarik oleh Bima Sakti, dari surga berwarna hati… dari neraka jahanam yang paling nyata. Tatapannya tertuju kepada satu titik di kehampaan, tetapi dia menerabas kehampaan itu dari tempatnya memandang, menggantinya dengan alam semesta baru yang sama sekali berbeda. Alam semesta yang belum terlihat, belum mempunyai akhir. Sebuah alam semesta yang aku yakini keberadaannya, hidup dan nyata di mana segala sesuatu terbentuk utuh di dalamnya.

Dia mengecil, tampak kesakitan, dan wujudnya yang awalnya terlihat berlimpah terus menyusut. Pakaiannya robek, kering, tertutup tanah. Tetesan air hujan dari sayap yang basah membentuk kolam berlumpur di sekelilingnya. Demi segala kebaikan dia datang dari surga, dari tempat yang sangat dekat dengan hati nurani, tergesa-gesa melintasi malam dunia ini dari satu ujung ke ujung lainnya. Seperti sudah terlambat… Dia berkeliaran dalam gelap, mengunjungi dunia manusia, tanpa tahu pasti apakah dia mendengar yang hidup atau yang sudah mati. Dia datang untuk tinggal bersama kami, menghabiskan malam bersama kami, berkorban untuk kami. Dia telah melihat banyak rahasia, kejahatan, pembunuhan, mukjizat, dan jalan-jalan persimpangan yang tak terbilang banyaknya dari menjadi manusia. Dia melihat segalanya, dia melihat dirinya sendiri pada segala hal. Dia diam, semakin sedikit mendapati makna dalam dunia kita yang penuh suara-suara dan rumusan-rumusan.

Tiba-tiba dia mengangkat kepala dengan cepat seperti boneka yang digerakkan tali, mendongak dengan kekuatan yang hampir cukup untuk mematahkan lehernya. Rambutnya berkibar, dan tawa liar terdengar. Tawa mengerikan dari kedalaman yang paling dalam, bergema di antara dinding, bergemeretak, dan menghantam batu-batu. Liar, mencengangkan, lepas. Dengan itulah dia menunjukkan luka-lukanya yang parah. Luka memar, luka bakar, dan luka bekas pukulan menjelma menjadi hutan yang tidak bisa ditembus, kering seperti mawar liar, darah yang tak berujung dan membengkak seperti aliran sungai, meluap, berhamburan… Sayap-sayapnya tidak bisa dia gerakkan lagi. Dalam momen yang sesingkat itu, yang tidak bisa diukur dengan ukuran waktu, aku melihat wajahnya penuh peluh, terbelah dua dengan bekas luka yang dalam, berubah menjadi topeng kosong. Kepalanya kembali tertunduk, lalu dia berlutut seolah-olah berbeban berat oleh kematian—kematianmu dan kematianku. Tatapannya pecah seperti ran ting kering. Tirai raksasa yang robek dari satu ujung ke ujung lain alam semesta menutupi matanya, yang dia tinggalkan kepada kita. Di sana dia seorang diri, kalah, tersesat, dan bangga, dengan satu upaya terakhir yang adimanusiawi, dia kerahkan be kas-bekas terakhir tenaganya dan mencebur ke dalam mimpi-mimpi.

Всички сме виждали ангела. По различно време, на различни места, по ветровити покриви, в студени и празни стаи, из коридори, по които не крачи никой… На тавански прозорец, докато се опитваме да заговорим отминаващите звезди. Докато чакаме безпомощни, обикновени и голи сред камъните, отрекли се от обственото си име, от съдбата си и небесните пътища… Докато с посърнала усмивка прекрачваме сам самички прага на вечността. Видяхме го в червените, кървавочервените, огненочервените часове на зората, в светлината от чисто злато, в суровата и болезнена за очите флуоресцентна светлина на крушките, в непрогледния мрак… Летеше на границaтa между реалността и фикцията, между видимото и невидимото, появяваше се и изчезваше. Някои от нас забелязаха само чорлавата му като лъвска грива коса, а други – как блестят очите му като две мокри, самотни звезди върху хлътналото му лице. Никой от нас не успя да задържи за по-дълго погледа си върху него. Може би това, което виждахме, беше танцуваща стрела от светлина, а може би просто бяхме усетили полъха му, изпълнен с живот, пролет и ухание от див рожков. Дори само това ни беше достатъчно. Звук от пърхащи криле, мъничка песен, спонтанно разцъфващ спомен, няколко капки дъжд. Беше ни чул. С един замах слезе от небето, с ръце и джобове пълни с писма, напоени с лунна светлина и звезден прах, с добри новини, обещания и песни… Беше донесъл дъждовните капки, прелелите от коритата си буйни реки, огромните вълни на откритите морета, далечните земи… На едни им върна детството, а на други предаде призив, който да ги отведе във вечността… На някои – уханието на боровете, а на други – шумоленето им. Някои твърдяха, че мирише на диво животно, на диви рози, на девствени гори, на море след буря, но в същото време ухаеше и на човек. Прегърна ни всички до един, с едно въртеливо и леко докосване на крилата си и укроти душите ни с няколко сълзи, потопени в шепот. Не може да сме сънували, защото отдавна бяхме изчерпали всичките си сънища. Ако можехме да се съберем на едно място, но уви – никога не успяхме – можехме да съберем пръснатите му навред изображения, и казвайки си ето това е от мен, а това от теб да ги превърнем в плът и кръв. Можехме да довършим прекъснатия му разказ с по някое наше изречение. А може би нямаше да успеем. Той беше всичко загубено, всичко което отдавна бяхме загубили завинаги и всичко, което щяхме да загубим…

Беше уморен, беше много уморен, напълно изтощен, приел пепелявия цвят на глада, жаждата и самотата. Беше опрял глава в коленете си, а косите покриваха лицето му. И все пак сякаш за миг зърнах очите му – изпълнени с недостижима мистериозност очи каквито нямаше у никого другиго… Той беше сътворен от различна на нашата материя – от мечти и скитаща лунна светлина, от блестящи сребърни крила, нарисувани от Млечния път, от все още непрочетени стихове, от рай с цвят на сърце… От най-дълбокия, най-истинския ад. Погледът му беше прикован в точка в празнотата, но той изтръгваше тази празнота от мястото ѝ, и я заменяше с напълно различна и чисто нова вселена. Все още невидяна от никого, все още неугаснала вселена. Вселена, за която бях сигурна, че съществува, жива и реална, където всичко му говори и го изпълва докрай.

Беше се сгърчил целият, сякаш изпитваше болка, свит на топка в собственото си тяло, което му беше станало твърде голямо. Дрехите му бяха разпокъсани и покрити със сажди и пръст. От подгизналите му криле се стичаха дъждовни капки, а около него се бяха образували кални локви. Той бе слязъл от небесата, от място близко до сърцето и стремглаво бе прекосил от край до край нощта на този свят. Сякаш много закъснява.. Скиташе из мрака в света на хората, без дори да осъзнава дали е сред живите или мъртвите. Дошъл да живее сред нас, той бе пренощувал при нас, и се бе изчерпал при нас. Беше заровил твърде много тайни – мистерии, вини, чудеса, убийства, бекрайните кръстопътища на човешката същност. Всичко беше видял и във всичко се беше видял. С течение на времето все по-малко разбираше нашия, изграден от звуци и значения свят. Затова и мълчеше…

Внезапно вдигна глава и рязко я отметна назад, като глава на кукла. За малко да си счупи врата. Косите му се разпиляха, един раздиращ смях се разнесе наоколо. Ужасяващ нощен смях, идващ от дълбините, от най-непрогледните дълбини, звънък и кънтящ между стените, блъскащ се в камъните докато се разбие на парчета. Див, чужд, внушителен, свободен. По този начин показа смъртните си рани. Цъфтящите в гърдите ни аленочервени прорезни рани, синините, изгарянията, непреодолимите като гъста гора следи от завехнали като диви рози удари,  кипналата и преляла като луда река кръв… И крилата си, които вече не можеше да помръдне. Видях лицето му, разполовено от дълбок белег, да се поти обилно, и как в онзи кратък миг, който не можеше да бъде измерен с мерните единици на времето, се превърна в изпразенна от съдържание маска… После главата му отново увисна, смъртно натежала — от твоята и моята смърт — и падна върху коленете му. Прекършиха се погледите му като две изсъхнали клончета. Сякаш гигантски завеси, събиращи се от двата края на вселената, която се пропуква от глава до пети, покриха очите му – същите тези очи, които ни беше оставил. Там, сам, победен, изгубен и горд, с последни свръхчовешки усилия той се потопи в сънищата.

Vi så alle englen. På forskellige tidspunkter og forskellige steder, på vindblæste tagrygge, i kolde, tomme  rum, ude på gangene, hvor ingen kom … I et loftsvindue i færd med at påkalde stjernerne, der drev forbi …  Nøgen, ordinær og afmægtigt ventende mellem stenene, fornægtende sit navn, sin skæbne og de  himmelske veje … Helt alene på afgrundens rand i færd med at afskridte evighedens tærskel med et  forknyt smil … Vi så den i morgenrøde, blodrøde, flammerøde timer, i et lys som af purt guld, i det  fosforescerende, nøgne lys fra en elpære, der skærer i øjnene, i alskens former for mørke, der ikke er til at  skelne fra hinanden. Den flaksede omkring på grænsen mellem det værende og ikkeværende, det synlige  og usynlige; forsvandt og viste sig igen i næste øjeblik. Nogle så kun dens uredte hår, der mindede om en  løvemanke, andre dens øjne, der skinnede som to ensomme, våde stjerner i det indsunkne ansigt. Ingen af  os fik den rigtigt at se. Måske var det en dansende lysstråle, vi så, eller måske var det kun dens duft, vi  mærkede, dugfrisk, fuld af forår og blomstrende judastræer. Det i sig selv var nok for os. Lyden af et  vingeslag, en lille sang, et minde, der pludselig skyder knop, nogle få dråber regn. Den havde hørt os og  var kommet styrtende fra de himmelske sfærer med favnen, hænderne og lommerne fulde af breve, gode  nyheder, løfter og melodier dækket af månelys og stjernestøv … Den kom bærende på regndråber og frie  floder, der fyrigt strømmer over, det åbne havs svulmende bølger og alt det fjerne … Nogle gav den  barndommen igen, andre et løsen, som fører ud i evigheden … Nogle gav den granernes duft, andre  træernes raslen … Der var dem, som sagde, at den lugtede af vilde dyr, vilde roser, urørte skove og havet  efter stormen, men samtidig duftede den så menneskeligt. Den omfavnede os alle og trøstede os med et  let strejf af sine bløde vinger, en hvisken eller enkelte tårer. Det var ikke noget, vi drømte, for vi havde for  længst opbrugt vores drømme. Hvis vi kunne mødes – hvilket vi aldrig gjorde – kunne vi sammensætte de  rodede afbildninger af den og forme den i kød og blod med, hvad vi hver især havde. Med et par sætninger  fra vores egne fortællinger kunne vi fuldende dens fortælling, der var blevet afbrudt halvvejs, og redde den.  Eller måske kunne vi ikke. Den var, hvad vi havde mistet for altid; alt, hvad vi ville miste og havde mistet for  længe siden.  

Den var træt, meget træt, afkræftet og askegrå, som man bliver det af sult, tørst og ensomhed. Den sad  med hovedet mod knæene og håret hængende ned foran sig. Alligevel var det, som om jeg fik et glimt af  dens øjne, der ikke er som nogen andens, og hvis hemmeligheder ikke kan udforskes … Den var skabt af  en anden essens end os, af drømme, af det nomadiske måneskær, af et par sølvskinnende vinger, som  Mælkevejen har tegnet; af endnu usungne vers og et hjertefarvet paradis … Af det dybeste, sande helvede.  Dens blik var fæstet på et punkt i tomrummet, men dens stirren løsrev tomheden fra det punkt og stillede et  helt andet og nyt univers i dens sted; et, der aldrig før var set og endnu ikke var udslukt. Et virkeligt,  levende univers, hvis eksistens jeg var overbevist om; som alt, hvad der var levende og ægte, henvendte  sig til og blev fuldendt i.  

Den var krøbet sammen som i smerte og så ud til at forsvinde i sit legeme, der var blevet for stort til den.  Dens tøj var laset, smurt ind i sod, jord og aske. Regndråberne, der dryppede fra de drivvåde vinger,  dannede mudderpøle omkring den. Den havde for altid forladt himlenes sfære, et sted meget tæt på hjertet, og havde i al hast tilbagelagt denne verdens nat i hele dens længde. Som om den var stærkt forsinket …  Den kredsede rundt om menneskenes verden langs mørket uden at bemærke, om det var de levende eller  de døde, den hørte. Den var kommet for at leve blandt os, havde tilbragt natten hos os og hos os mistet  alle sine kræfter. Den havde været vidne til utallige hemmeligheder, forbrydelser, mirakler og mord; til de  mange vejkryds i vores menneskelige eksistens. Den havde set alt og set sig selv i alt. Efterhånden havde  den sværere og sværere ved at finde mening i vores verden, der var skabt af lyd og mening, og forholdt sig  derfor tavs. 

Pludselig løftede den hovedet og kastede det med en halsbrækkende voldsomhed tilbage ligesom et  dukkehoved. Håret blev slynget til alle sider, der lød en skinger latter. En frygtelig nattens latter, der kom fra  de dybeste dybder, gav genlyd mellem væggene, klingrede og splintredes, efterhånden som den slog mod  stenene. Utæmmet, vild, imponerende og herreløs. Sådan viste den sine dødelige sår. Blå mærker,  brændemærker, en uigennemtrængelig skov af slagmærker og snitsår, som blomstrede rosenrødt på vores  legeme; dets blod, der tørrede ud som vilde roser og brusede og svulmede som frie floder uden ende …  Vingerne, som den ikke længere kunne bevæge … I et øjeblik så kort, at det ikke kunne måles med tidens  måleinstrumenter, så jeg dens ansigt, kløvet i to af et dybt ar og badet i sved, forvandle sig til en maske  uden indhold … Så faldt dens hoved forover igen, som tynget af døden – din død og min egen – og stødte  mod knæene. Dens blik visnede som to udtørrede grene. Fra hver sin ende af et univers, der revnede i to,  gled enorme forhæng for dens øjne, som den efterlod hos os. Der, i sin ensomhed, stolt, nedbrudt og  fortabt, henfaldt den med en sidste, overmenneskelig anstrengelse i drømme.

ΟΛΟΙ ΜΑΣ είδαμε τον άγγελο. Σε διαφορετικό χρόνο, σε διαφορετικούς τόπους, σε ανεμοδαρμένες στέγες, σε άδεια κρύα δωμάτια, σε διαδρόμους που δεν περπατάει κανείς… Καθώς φώναζα από το παράθυρο μιας σοφίτας στα αστέρια που περνούσαν… Καθώς περίμενα γυμνός, απελπισμένος, ανάμεσα στις πέτρες, έχουντας αρνηθεί το όνομα, το πεπρωμένο, τους δρόμους του ουρανού… Καθώς βάδιζα ολομόναχος στο κατώφλι της απεραντοσύνης με το πικρό χαμόγελο… Τον είδαμε τις ώρες του κόκκινου της αυγής, του αίματος, της φλόγας, σ’ ένα φως καθαρού χρυσαφιού, στο φως λάμπας φθορίου που πονάει τα μάτια, στο φως της γυμνής λάμπας, στα σκοτάδια που είναι αδύνατο να τα ξεχωρίσεις… Πετάει στα όρια του γεγονότος που πραγματοποιήθηκε και που δεν πραγματοποιήθηκε, του ορατού και του αοράτου, εμφανίζεται και χάνεται. Κάποιος διέκρινε μονάχα τα αχτένιστα μαλλιά του που θύμιζαν χαίτη λιονταριού, κάποιος άλλος τα βρεγμένα μάτια του που έλαμπαν σαν μοναχικά αστέρια στο καταπονημένο πρόσωπό του. Κανείς δεν μπόρεσε να τον κοιτάξει για μεγάλο διάστημα. Ίσως αυτό που είδαμε να ήταν ένα βέλος φωτός ή είχαμε αισθανθεί μονάχα την αύρα του, την ολοζώντανη αύρα φορτωμένη άνοιξη και κουτσουπιές. Αυτό αρκούσε για μας. Ο ήχος φτερουγίσματος, ένα σύντομο τραγούδι, μια στιγμή που ανθίζει από μόνη της, λίγες στάλες βροχής. Μας άκουσε και κατέβηκε αμέσως από τον ουρανό με τα χέρια και τις τσέπες γεμάτα, με γράμματα, χαρμόσυνα νέα, υποσχέσεις, μελωδίες λερωμένες με αστρική σκόνη και φεγγαρόφωτο… Είχε φέρει και τις στάλες της βροχής, τα ξεχειλισμένα ποτάμια που κυλούσαν ακυβέρνητα, τα γιγαντιαία κύματα των ανοικτών θαλασσών, τους μακρινούς τόπους… Σε κάποιον είχε δώσει πίσω τα παιδικά του χρόνια, σε κάποιον άλλον την έκκληση που οδηγεί μέχρι την αιωνιότητα… Σε κάποιον τη μυρωδιά των πεύκων, σε άλλους το θρόισμα των φύλλων τους. Κάποιοι είπαν ότι μύριζε σαν άγριο ζώο, άλλοι άγρια τριαντάφυλλα, απάτητα δάση, θάλασσα μετά τη φουρτούνα, αλλά ταυτόχρονα μύριζε άνθρωπος. Μας αγκάλιασε όλους, μ’ ένα τρυφερό άγγιγμα των ευλύγιστων φτερών του, μ’ έναν ψίθυρο, με μερικά δάκρυα μας ηρέμησε όλους. Δεν μπορεί να βλέπαμε όνειρα, διότι τα είχαμε εξαντλήσει προ πολλού. Αν μπορούσαμε να μαζευτούμε όλοι ποτέ δεν το καταφέραμε, θα μπορούσαμε να συγκεντρώσουμε όλες τις εικόνες του και να τον μετατρέψουμε σε σάρκα και οστά. Θα μπορούσαμε να ολοκληρώσουμε το αφήγημά του προσθέτοντας μια πρόταση από το δικό μας, θα μπορούσαμε να τον σώσουμε. Ίσως και να μην μπορούσαμε. Τον είχαμε χάσει για πάντα, προ πολλού, ήταν το καθετί που θα χάναμε. 

Ήταν κουρασμένος, πολύ κουρασμένος, εξαντλημένος, είχε πάρει το σταχτί χρώμα της πείνας, της δίψας, της μοναξιάς. Στήριζε το κεφάλι στα γόνατα, τα μαλλιά πεσμένα μπρος. Παρ’ όλα αυτά είδα για μια στιγμή τα μάτια του, που δεν έμοιαζαν κανενός και που κανείς δεν μπορούσε να λύσει το μυστήριό τους… Ήταν φτιαγμένα από διαφορετική ουσία εκείνα, από το μεταναστευτικό φεγγαρόφωτο και τα όνειρα, από ένα ζευγάρι αστρα- φτερά φτερά που τα σχεδιάζει ο γαλαξίας. Από στίχους που δεν έχουν μελοποιηθεί, από έναν παράδεισο στο χρώμα της καρδιάς… Από την πιο βαθιά, πιο πραγματική κόλαση. Το βλέμμα του ήταν στυλωμένο στο κενό σ’ ένα σημείο, όμως αποσπούσε το κενό από το σημείο που κοίταζε, και στη θέση του έβαζε ένα άλλο, εντελώς αλλιώτικο σύμπαν. Ένα σύμπαν που δεν είχε ιδωθεί, δεν είχε σβήσει ακόμη. Ένα σύμπαν για την ύπαρξη του οποίου ήμουν σίγουρος, ένα σύμπαν ζωντανό, αληθινό, ένα σύμπαν που όλα απευθύνονταν και ολοκληρώνονταν σ’ αυτό. 

Είχε ζαρώσει σαν να πονούσε, θαρρείς πως μίκρυνε κι έμεινε μέσα στο σώμα του, που ήταν κάπως μεγάλο για εκείνον. Τα ρούχα του ήταν κουρελιασμένα, λερωμένα με καπνιά και χώμα. Οι σταγόνες της βροχής που κυλού σαν από τις μουσκεμένες φτερούγες του είχαν σχηματίσει τριγύρω του λακκούβες γεμάτες λάσπη. Από τα ύψη του ουρανού, από κάπου κοντά στην καρδιά, είχε διανύσει βιαστικά από το ένα άκρο στο άλλο τη νύχτα αυτού του κόσμου. Λες και είχε αργήσει πολύ. Είχε γυρίσει τον κόσμο των ανθρώπων κατά μήκος των σκοταδιών, δίχως να αντιληφθεί αν άκουγε τους νεκρούς ή τους ζωντανούς. Ήρθε να ζήσει ανάμεσά μας, διανυκτέρευσε σ’ εμάς, εξαντλήθηκε σ’ εμάς. Είχε δει πολλά μυστικά, μυστικά, αδικήματα, θαύματα, εγκλήματα, πολλά τρίστρατα. Είδε τα πάντα, και στα πάντα είδε τον εαυτό του. Όσο περνούσε ο χρόνος, τόσο λιγότερο νόημα έβρισκε στον κόσμο μας, που αποτελούνταν από φωνές και νοήματα, γι’ αυτό σώπαινε. 

Έξαφνα σήκωσε το κεφάλι, και με δύναμη, σχεδόν σαν να ήθελε να σπάσει τον αυχένα του, το έριξε πίσω λες και ήταν κεφάλι κούκλας. Τινάχτηκαν τα μαλλιά του, ακούστηκε ένα σαρκαστικό χαχανητό. Ένα φοβερό νυκτερινό γέλιο που κομματιαζόταν καθώς χτυπούσε στις πέτρες, που αντιλαλούσε ανάμεσα στους τοίχους, που ερχόταν από τα βαθιά, τα πολύ βαθιά. Άγριο, μεγαλόπρεπο, ορφανό. Έτσι έδειξε τις θανάσιμες πληγές του. Τα κοψίματα που άνθιζαν κατακόκκινα στο σώμα μας, τους μώλωπες, τα εγκαύματα, τα ίχνη χτυπημάτων που μετατράπηκαν σε απάτητο δάσος, το ατελείωτο αίμα που ξεραινόταν σαν άγρια τριαντάφυλλα, τα ποτάμια που φούντωναν ακυβέρνητα και ξεχείλιζαν… Τις φτερούγες που δεν μπορούσε πια να μετακινήσει… Είδα εκείνη την πολύ σύντομη στιγμή το καταϊδρωμένο πρόσωπό του, που είχε χωριστεί στα δύο από μια βαθιά ουλή κι είχε μετατραπεί σε μια κενή μάσκα… Μετά το κεφάλι του έπεσε και πάλι μπροστά, σαν να είχε βαρύνει από τους θανάτους τον δικό σου και τον δικό μου, ακούμπησε στα γόνατά του. Το βλέμμα του έσπασε σαν ξερό κλαδί. Τα δύο μάτια που άφησε σ’ εμάς καλύφθηκαν από δύο γιγάντιες κουρτίνες που ήρθαν από τις δύο πλευρές ενός σύμπαντος που ράγιζε πέρα ως πέρα. Εκεί, ολομόναχος, ηττημένος, χαμένος και υπερήφανος, βυθίστηκε στα όνειρα με μια τελευταία προσπάθεια, τελευταία, υπεράνθρωπη, πάρα πολύ μεγάλη.